Blog

Pædagogisk projekt - SKB - fokus på sundhed

Tandbørstning og relatiosdannelse

Jeg har valgt at mit pædagogiske projekt, skal tage udgangspunkt i vores
(mit hold af pædagogstuderende) tiltag, i forhold til rutiner og nye rammer for
hygiejnemæssige aspekter på Parian. Dette har vi arbejdet med på flere
forskellige måder, og jeg vil i dette projekt fokusere på tandbørstning og
aspekter knyttet hertil. Dette skyldes at vi har haft meget fokus på sundhed og
hygiejne i hverdagen, da vi studerende alle var enige om, at netop dette område
var essentielt at arbejde med, både for herigennem at forbedre børnenes hygiejne,
og samtidig for at bruge tidsrummene, knyttet til de hygiejnemæssige aspekter
vi forsøgte at implementere i hverdagen, til at relationsdanne og give omsorg
til børnene.

Grunden til at mit fokus
fra start af blev fokuseret i netop denne retning, var at noget af det første
der fangede min opmærksomhed efter jeg startede på Parian, var børnenes dårlige
tænder og ofte lave immunforsvar (meget sygdom). Rammerne omkring tandbørstning
fungerede ikke optimalt, idet børnene kun fik børstet tænder hvis de studerende
fandt kassen med tandbørster frem fra et aflåst skab. Derfor holdte vi
studerende et møde, hvor vi diskuterede hvordan dette kunne optimeres.

Vi kom her ind på;

-         hvordan tandbørsterne blev gjort tilgængelige

-         hvordan vi sørgede for at både store og små, samt de af børnene som havde problemer med kommunikation (eksempelvis fordi de ikke snakker engelsk, og evt. snakker tagalog i stedet for seprano, hvilket er to dialekter som ligger så langt fra hinanden, at de kan have meget svært ved at forstå hinanden), kunne finde deres egen tandbørste

-         hvordan vi gjorde tandbørstning til noget hyggeligt, osv.

Mange af børnene bryder
sig ikke om at børste tænder, ofte fordi de har så rådne eller ødelagte tænder,
at det gør ondt, eller i nogle tilfælde fordi de ikke er blevet præsenteret for
det gennem opvæksten.

For at gøre
tandbørstningssituationerne til en positiv oplevelse, har vi blandt brugt en
tavle, hvorpå alle børnenes navne var på, sammen med et lille symbol, så de af
dem der ikke kunne huske hvordan deres navn så ud, kunne finde sig selv ved
hjælp af symbolet. Dette kunne eksempelvis være et dyr, en ting m.v. Børnene
skal have børstet tænder efter morgen, middag og aftenmåltidet, og for at skabe
motivation blandt børnene, samt et overblik for os studerende, fik hvert barn
en smiley ud for deres navn og symbol, når de havde børstet tænder.

Vi valgte at købe nogle
plastickasser med små bokse der kan trækkes ud, til tandbørster. På hver boks
klistrede vi et barns navn og symbol på, og kasserne placerede vi således at de
yngste børns tandbørster var nederst, og ældstes øverst, da vi havde erfaret at
de yngste ofte var ligeglade med hvis tandbørste de fik fat i, og at de ældste
sommetider kunne blive meget sure hvis deres tandbørste var blevet brugt af
andre.

Vi har altså gjort os
overvejelser vedrørende de fysiske rammer for tandbørstningen, herunder hvordan
de praktiske aspekter knyttet hertil, kunne forbedres, og hvordan børnenes
motivation kunne øges ved hjælp af smiley-systemet og børnenes tilhørsforhold
til deres symbol, kasse og tandbørste.

Derudover har vi arbejdet
med stemningen omkring tandbørstningen. I takt med vi lærte børnene af kende,
fandt vi ud af hvilke metoder der var bedst for de forskellige børn. Da
centeret ofte modtog nye børn, betød det derved at der hver gang skulle
arbejdes med at lære dette barn af kende, hertil; hvordan ser barnets tænder
ud, hvordan får man det til at føle sig tryg, skal barnet evt. have hjælp til,
eller instrueres i, hvordan man børster tænder, osv.

For nogle af de mindre
børn, fungerede det rigtig godt hvis vi sang sange under tandbørstningen. Nogle
gik op i og følte stolthed ved, selv at få lov at tegne deres smiley
efterfølgende. Mange af de børn som havde ondt i tænderne, ønskede at en af os
studerende sad med dem, mens de børstede eller eventuelt at en af os børstede
for dem. Hvis der var børn der ikke gad at børste tænder, kunne det sommetider
motivere at lokke med en aktivitet, når tandbørstningen var færdig.

Efter vi havde arbejdet
med ovenstående i nogen tid, begyndte børnene selv at tage initiativ til at
børste tænder, og mange syntes ligefrem at det var noget hyggeligt, blandt
andet fordi der i de minutter det tog, ofte var tid til lidt en-til-en tid med
dem.   

Mange af børnene hungrede
efter anerkendelse, og var rigtig stolte når vi efter tandbørstningen, roste
dem og gav dem en smiley ud for deres navn på tavlen. Denne anerkendende
tilgang medførte derved stor motivation blandt langt de fleste af børnene.

Desuden synes jeg at tandbørstningssituationerne har bidraget til
relationsdannelser, blandet andet gennem gode samtaler om alt fra barnet/den
unges interesser, kæresteri, eller lignende, til hvordan barnet/den unge har
det på centeret, hvad det tidligere har oplevet eller andet.  


Læs mere

3 uger til hjemrejse. Reflektioner om arbejde, læring, udvikling m.v.

Mit pædagogiske arbejde på Parian
har givetvis båret præg af min danske baggrund, hvilket også har medført mindre
udfordringer/dilemmaer i det daglige. Et eksempel herpå, er at der her på Filippinerne
er fokus på at man skal have og udvise respekt for de ældre. En direkte måde at
gøre dette på, er ved at tage hånden på den man vil fortælle at man respektere
og ser op til, og føre den til ens pande. Da jeg kommer med en dansk mentalitet
om at alle, uanset alder, er lige, har jeg når jeg har oplevet børn gøre dette
ved mig, haft det lidt mærkeligt med det. I starten var det lidt et dilemma for
mig, hvordan jeg skulle tackle dette. Da jeg ønskede at fortælle børnene jeg
ligeledes respekterer dem, valgte jeg at forsøge at forklare dem dette, og hvis
det ikke lykkedes, evt. pga. sprogbarriere, tog jeg deres hånd til min pande,
for at vise at respekten går begge veje.

Der er nu kun 3 uger til
jeg skal tage afsked med livet i Cebu, samt alle de skønne børn og voksne jeg
har mødt og lært af kende.

Jeg synes selv at jeg har lært og
udviklet mig meget, gennem det sidste halve år. Mit arbejde på Parian har lært
mig om hvordan livet som svært socialt belastet barn, i en storby som Cebu, kan
være, samt hvordan udfordringer forbundet hermed, påvirker og håndteres af
børnene selv. Desuden har min praktik på Parian udviklet mig i min tilgang og
mit pædagogiske arbejde med denne gruppe, f.eks. i forbindelse med at centeret
modtog et nyt barn. Hvert nyt barn ankommer i forskellig tilstand, samt
håndterer det forskelligt. Nogle tager det ganske roligt og falder nemt og
hurtigt ind, mens andre er meget oprevet, bange eller lignende, når de bliver
afleveret på centeret. Alle børnene har brug for noget forskelligt, og dette
har for mig været noget af det mest interessante og udfordrende at arbejde med.

Havde jeg været i praktik i en dansk institution, ville jeg naturligvis også
skulle have arbejdet med min tilgang til de mange forskellige børn og deres
forskellige behov. Dog føler jeg at jeg grundet den alvor og intensitet der er
forbundet med arbejdet her, at dette har udviklet og modnet mig i en anden grad
end hvad jeg ville have lært i en dansk institution.

Det er dog ikke udelukkende fra mit praktikarbejde, at jeg føler at jeg har
udviklet mig, personligt og pædagogisk. Livet udenfor praktikken har ligeledes
haft rigtig stor betydning. Jeg har været så privilegeret at komme ind på nogle
gadebørn gennem andre veje end min praktik. Denne gruppe børn har været igennem
en masse forfærdelige ting ift. deres familier, livet på gaden, et korrupt
politi osv., hvilket de har været åbne omkring og givet mig et indblik i.
Desuden har vi haft en fantastisk filippinsk kvinde og hendes lille datter,
boende i det hus jeg bor i. Det har ligeledes været en indsigtsgivende kilde
til at lære om kulturen, samt at hun er et godt eksempel på hvordan jeg vil
kendetegne mange filippinere, nemlig glad, gæstfri, åben og samtidig lidt
genert.


Læs mere

Kultur og børnesyn

Kultur:

Via en overordnet kulturbeskrivelse,
vil jeg forsøge at skabe et overblik over forskelle fra dansk og filippinsk
kultur, og desuden, gennem en komplekskulturbeskrivelse, komme ind på hvorledes
individet påvirkes af praksiskulturen, herunder en beskrivelse af formelle og
uformelle regler på Parian.  

Vi studerende har haft
meget fokus på tandbørstning, og bestræber at det gøres 3 gange dagligt,
hvilket vil sige efter hvert måltid.

De store børn har nogle
pligter som uddelegeres af husforældrene. Disse består blandt andet af
rengøring, tøjvask, opvask, gå med ud og handle og hjælp til madlavning.

Desuden er der en
fremtræden, og som oftest velfungerende institutionskultur, der omhandler de
store børns rolle overfor de mindre. Det er i høj grad de større børn der står
for opdragelse, irettesættelse og i det hele taget, pasning af de yngre, (i
særlig grad, når vi studerende ikke er på stedet).

Majoriteten af den filippinske
befolkning består af katolikker, og religion spiller for mange filippinere en
stor rolle, samt praktiseres i det daglige. Kirkens position og rolle i landet
ses eksempelvis på de mange flotte kirker, religiøse symboler i gadebilledet,
samt at folk ofte slår korsets tegn inden de bevæger sig ud i byens kaotiske
trafik. På Parian er religion ikke noget der som sådan fylder i dagligdagen. Institutionen
har et alterrum, som dog kun benyttes meget sjældent. Derudover kommer religion
til udtryk i kraft af, at der bedes bordbøn og at der er nogle retningslinjer i
forhold til de ansattes og studerendes påklædning (knæ og skuldre skal
tildækkes). Parian tager imod børn fra alle religioner, og har på nuværende tidspunkt
både kristne og muslimer boende. Selvom muslimerne på stedet udgør en klar minoritet,
synes denne forskel ikke at spille en rolle blandt hverken børn eller
personale.

Nogle af børnenes
forældre har mulighed for at komme på besøg på Parian, og en gang imellem kommer
et barn på hjemmebesøg, ledsaget af Parians socialrådgiver. Om dette kan lade
sig gøre, afhænger dog selvfølgelig af baggrunden for barnets placering på
Parian.

Som tidligere beskrevet,
har Parian ofte besøgende. Disse kan eksempelvis være privatfamilier, som
vælger at holde fødselsdag for et familiemedlem, på Parian, eller private
donorer. Som oftest foregår dette således at børnene synger en sang, og evt.
danser en dans for dem. Herefter uddeler de besøgende ofte mad eller slik, alt
imens de tager en masse billeder. De besøgende kan også bestå af studerende fra
forskellige skoler, som eksempelvis underholder med nogle lege og aktiviteter.

Der komme rigtig ofte nye
børn til Parian, og selvom nogle af børnene er gode til at tage imod dem, er
der dog samtidig en vis skepsis fra flertallet, og det kan derfor være svært
for de nye børn, at blive inkluderet. Når først de er blevet set an, og har
fundet deres plads i hierarkiet, plejer de dog ofte, tilsyneladende, at falde
godt til. Da mange af børnene på Parian kommer fra familier hvor de har været
vant til visse regler og rutiner, skiller børnene som har boet på gaden over en
længere periode, sig ud. De børn der kommer direkte fra gaden, kan have svært
ved at indordne sig institutionskulturen. De agere anderledes og ser ofte lidt
anderledes ud, hvilket primært er grundet hygiejnemæssige aspekter. En stor del
af dem er ikke er vant til at gå i bad, tisse på toiletter, børste tænder osv.,
hvilket kan få de andre til at være yderligere afstandstagende.

Mange af disse børn
vælger at stikke af fra Parian inden for et par dage, hvilket, som beskrevet
ovenfor, skyldes at de har svært ved at indordne sig institutionskulturen, og
at resten af børnene ofte tager lidt afstand til dem, og i nogle tilfælde
driller dem, grundet deres anderledeshed.

Parian har i mange år
modtaget studerende fra Danmark. I et halvt år er vi en del af hverdagen på
stedet, samt skaber relationer til børnene. Den gruppe af studerende jeg er en
del af, har brugt en del tid på at reflektere over vores rolle der, vores
forventninger til hvad vi kan gøre for børnene, og desuden haft mange samtaler
om, hvordan det kommer til at påvirke børnene, når vi skal forlade dem på et
tidspunkt. Vi har især snakket om, hvor meget man kan "tillade sig" at knytte
sig, samt lade et barn knytte sig til en, når man ved hvor meget denne
tilknytning kan betyde, samt at det for barnet formentlig kan føles som et
svigt, når denne må ophøre efter en periode.  


Menneskesyn:

En beskrivelse af et
overordnet menneskesyn/ syn på børnene på Parian, er vanskelig at opstille,
idet personalet på institutionen tilsyneladende er meget forskellige og har
vidt forskellige tilgange til børnene. Det er mit indtryk, at socialrådgiveren
på stedet, har en tilgang og et syn på børnene, som i langt højere grad end det
resterende personale på gulvet, minder om os danske studerendes.

En overordnet forskel fra
menneske/- børnesynet på en dansk institution til et filippinsk, er at vi som
pædagoger i Danmark, har meget fokus på individet, hvor det på Parian i særlig
grad er fællesskabet der er i fokus. De voksne på institutionen hjælper med
mere fysiske aspekter af det pædagogiske arbejde, og til sammenligning med en
dansk pædagogisk praksis, blander de sig kun meget lidt i sociale og individuelle
aspekter hos børnene. De har tilsyneladende en forventning om at børnene
internt skal få fællesskabet til at fungere, samt at fællesskabet har et ansvar
for individet deri.

Et eksempel på hvordan
dette kommer til udtryk på en institution som Parian, kan ses på børneflokkens
fungerende praksis i forhold til rammer for gruppen og fællesskabet. Dette bærer
præg af et fællesskab og bånd blandt børnene, og samtidig et hierarki som
påviser hvem der bestemmer hvad, hvem der står for hvad, og herved hvordan
fællesskabet skal fungere.

Jeg tror at dette er en
af årsagerne til, at børnene på Parian synes at være langt mere selvstændige og
bedre til at løse konflikter internt og uden voksenhjælp, end børn i en dansk
institution.

En negativ side herved er,
at det fra mit perspektiv, ser ud til at problemerne ikke bearbejdes
tilstrækkeligt, og en konsekvens heraf, er at mange har svært ved at åbne sig
og snakke om deres problemer.


Læs mere

Lidt om hverdagen, praktikken og livet ved siden af.

Vi har nu været i Cebu i nogle måneder, og selvom jeg
ikke troede det i starten, da der hele tiden skete så meget, og der var så
mange nye og spændende ting at foretage sig, er det nu blevet hverdag. Dette er
dog bestemt ikke en dårlig ting. Jeg er stadig enormt glad for at være både på praktikken
og generelt i Cebu. Vi er som tidligere beskrevet 7 danske studerende på Parian,
opdelt i to hold, som skiftes til at møde om morgenen og om eftermiddagen. Det
vil sige at jeg hver anden uge møder klokken 7.30. Disse uger ser som
udgangspunkt således ud: Vi starter morgenen ud med at få børstet tænder på
børnene og eventuelt lussekæmmet hår. De af børnene som går i skole er allerede
taget af sted, og mellem 8.30 og 9.00 følger vi de mindste i preschool.
Herefter har vi nogle timer med de resterende børn, hvor vi leger med enten
noget af det vi har i skabet der tilhøre de danske pædagogstuderende, eller
finder på andre kreative eller aktive lege. Eksempler på populære lege for tiden
er; at lege med lego, tegne tegninger, læse historier, lave perlekæder- eller
plader og andre kreative, stille lege. At danse er noget de er enormt glade for
og gør meget, og ellers bruger vi en del tid vi udenfor på parkeringspladsen
foran Parian, hvor vi spiller basket, badminton, leger fange- eller gemmelege
osv.

Omkring klokken 10.30 kommer de små tilbage, og klokken
11 ca. spises der frokost. Mens de spiser frokost, går vi som regel hen på et
fint gadekøkken rundt om hjørnet, hvor vi holder vores pause og får noget god
og billig mad. Når vi kommer tilbage skal børnene puttes, og herefter har vi
mulighed for at få ordnet nogle praktiske ting, inden vi tager hjem ved 13
tiden.

Da vi er en stor flok studerende hernede, og jeg desuden
selv bor sammen med 6 andre danske pædagogstuderende, er der rig mulighed for
at være social uden for praktikken, hvilket jeg er rigtig glad for. Da det er meget
billigt at spise ude, gå i byen, tage på turer osv., benytter vi os også rigtig
ofte af dette. Dog skal det siges at intet er billigt hvis man gør det lidt for
meget, og det er der mange af vores kontoer der bærer præg af :)   

Jeg kan rigtig godt lide at være i Cebu by, men det er
samtidig rart at det er muligt at komme lidt væk fra byens kaos og ud til nogle
smukke strande, idyl og afslapning.  Jeg
har været på små turer/ferier til nogle af de omkringliggende øer, samt i moalboal
som man kan køre til på nogle timer.

Jeg er rigtig glad for at være her i Cebu, og lærer og
oplever en masse. Landet er lidt mere korrupt end jeg havde forestillet mig, og
livet for et gadebarn i Cebu kan være ufattelig barskt. Der er dog flere
forskellige projekter og steder som gør en forskel for disse børn, og Parian
drop-in center er et af dem. Centeret kunne helt sikkert godt bruge eksempelvis
flere økonomiske ressourcer osv., men i forhold til mange af de andre steder,
har børnene på Parian det rigtig godt. Det skyldes bl.a. at Parian er et sted
som ofte har en del flere studerende, og samtidig får det lidt mere
opmærksomhed fra f.eks. sponsorer og besøgende, end andre projekter og centrer.


Læs mere

Institutionens pædagogik m.v.

Vi har undervejs observeret, at der på Parian er en praksisbaseret
institutionspædagogik, som i høj grad bygger på konsekvenspædagogik. Et
eksempel herpå er, at i tilfælde af at et barn, i mindre udstrækning, ikke har
opført sig ordentligt, må det ikke få en eftermiddagssnack og hvis det i højere
grad end dette ikke "har været god", kan det gå ud over et måltid. I visse
tilfælde, hvilket eksempelvis kunne være at et barn er gået fra institutionen,
kan konsekvensen være at det ikke må komme ind igen.

Som udgangspunkt har vi studerende ikke mødt særlig mange
krav fra stedets side, i forhold til en ønsket institutions pædagogik. Dog fik
vi ved et introduktionsmøde af vide, at vi ikke må spørge direkte ind til
børnenes baggrunde, eller andet personligt. Medmindre børnene selv bringer
noget op af sådan karakter, spørger vi ikke ind til det, og vi prøver generelt
at være meget varsomme på dette område.

Vi studerende har valgt at have særligt fokus på leg,
læring, omsorg og hygiejne, i det daglige arbejde.

På Parian er der ansat to houseparents, som ofte vil være
der på skift. En houseparent er en, der har til opgave at få hverdagen til at
fungere. På Parian er det tydeligt at dette primært fokuserer på de rent
praktiske elementer, og det er derved de mere fysiske aspekter af det "parents"
rollen ligger op til, der er i fokus. I et pædagogisk arbejde er det givet, at
ovenstående pleje er essentiel, men samtidig indebærer pædagogens arbejde
ligeledes i høj grad en mere psykisk pleje og omsorg, hvilket der i mine øjne
ikke er nogen medarbejdere på institutionen, der synligt beskæftiger sig med.

Et eksempel der understøtter min påstand, om en helt
anderledes opfattelse af hvorledes det pædagogiske arbejde bør prioriteres, kan beskrives ud fra
den ene houseparents ytring til gårsdagens personalemøde, hvor hun fastslog at
hun mener at det er en dårlig idé at kramme børnene på institutionen. Hendes
begrundelse herfor er, at dette er med til at gøre børnene mere besværlige og
pylrede.      

Lige nu er der to grupper af filippinske praktikanter på
Parian. Den ene består af psykologistuderende, og den anden af nogle som
beskriver deres uddannelse som adgangsgivende til eksempelvis et job som
houseparent. Min opfattelse er, at de psykologistuderendes studie, er opbygget
og fokuseret anderledes i forhold til uddannelsen i Danmark, og derfor forestiller
jeg mig at den danske pædagoguddannelse kunne minde om en kombination af ovenstående
to.

Meningen med Parian drop-in center er, at det skal være
et midlertidigt børnehjem, for børn der enten er blevet fjernet eller er
stukket af hjemmefra, blevet afleveret af forældre der enten ikke har
økonomiske eller sociale ressourcer til at tage sig af dem, eller simpelthen
ikke ønsker det, og desuden børn der kommer direkte fra gaden og i nogle
tilfælde slet ikke har nogen til at tage sig af dem. Børnene på Parian skal
visiteres til andre institutioner, herunder bl.a. adoptionsbørnehjem, eller
sendes hjem til familiemedlemmer. Stedets socialrådgiver har blandt andet til
opgave at finde ud af, hvad barnet kommer fra og hvor det er mest hensigtsmæssigt
at det kommer hen. Den første del af arbejdet består ofte af samtaler med barnet
og (eller) eventuelt vedkommende der afleverer barnet. Denne del af arbejdet,
mener jeg, ville være mest optimalt udført af en psykologudannet, da børnene
ofte har været meget traumatiske ting igennem, hvilket jeg ikke forestiller mig
at socialrådgiveruddannelsen giver kompetencer til optimalt at arbejde med på
denne måde. Når det er sagt, vil jeg dog lægge vægt på at institutionens nye
socialrådgiver, synes at gøre et rigtig godt stykke arbejde, både på dette og
mange andre områder.

Grundet børnenes vidt forskellige baggrunde for at ende
på Parian, er vores pædagogiske arbejde naturligvis præget af et ekstra fokus
på deres individuelle "bagage", samt udfordringer. Den nye socialrådgiver har
med indførelsen af et ugentligt møde omkring børnene, særligt eventuelle
nyankomne og deres historier og baggrunde for at være der, gjort ovenstående
langt nemmere.

Læs mere

Læringsmål - 2. praktik, Parian drop-in center:

1.       

Hvad: Jeg ønsker at blive klogere på hvilke værdier der ligger bag hvad der værdsættes på institutionen.
Her vil mit fokus især være på hvordan opdragelse kommer til udtryk på Parian,
med fokus på roller og samspil børnene imellem.

Hvorfor: Da børnene på Parian, ofte er uden voksenopsyn, kommer de
ofte til at skulle agere opdragende i forhold til hinanden. Desuden er der, i
en anden grad end i Danmark, en forventning fra de voksne og samfundets side, om
at de store skal tage sig af de små. Her er det interessant at se på hvordan
børn håndterer at skulle opdrage børn, samt blive opdraget af andre børn.

Hvordan: Gennem observation, samt interaktion med og af børnene og institutionens personale.
Desuden ønsker jeg at finde eksempler på, hvor opdragelse, værdier og evt.
forskelle i menneskesyn kommer til udtryk på institutionen, således at disse
eventuelt kan danne udgangspunkt for dialog og forståelse for de forskelle der
kan være.

2.       

Hvad: Jeg ønsker at undersøge børnene på Parians lege,
med fokus på hvilken påvirkning økonomi har, og altså herved se på hvilke
sociokulturelle forskelle der er fra de institutioner jeg kender i Danmark
overfor Parian.

Hvorfor: I Danmark er der en tendens til at børneværelser og
nogle institutioner synes at være proppet med legetøj, og da dette ikke er
noget der bæres præg af på Parian, synes jeg at det er interessant at se på
hvordan børn leger, når de ikke har decideret legetøj til rådighed hele tiden.
 

Hvordan: Jeg vil have fokus på leg uden fabrikeret legetøj, samt
hvilke alternativer børnene selv finder på.  Hertil vil jeg reflektere
over hvordan legende kan bidrage til læring, samt hvorvidt et begrænset udvalg
af legetøj, påvirker kreativitet, opfindsomhed og fantasi.  

3.     

Hvad: Jeg ønsker, i fællesskab med de andre studerende og
personalet på Parian, at forbedre organiseringen af, samt rutinerne ift.
praktiske aspekter i hverdagen, med fokus på hygiejne. Vi vil desuden fokusere på
omsorg i forbindelse med rutinerne omkring hygiejne.

Hvorfor: Børnene på Parian kommer ofte fra meget fattige
familier eller fra gaden, og har ikke haft ret meget fokus på hygiejne gennem
deres opvækst. At vaske sig, børste tænder og lignende, er derfor ikke en
naturlig ting for særlig mange af dem. Dette har betydning for deres helbred, i
den forstand at de ofte er syge og mange af dem har rigtig dårlige tænder.
Desuden har børnene et stort behov for omsorg og tryghed, hvilket situationer i
forbindelse med lusekæmning, tandbørstning m.v. skaber gode rammer for.

Hvordan: Børnene skal børste tænder efter morgen, middag og aftensmåltidet. Vi laver et nyt
system ift. tandbørsterne, således at de er mere tilgængelige for børnene, også
når vi ikke er til stede. Desuden vil vi øve både ordentlig tandbørstning, at
vaske hænder m.v., samt gøre det til en rutine at der skal vaskes hænder før og
efter hvert måltid. Vi vil desuden sørge for at børnene kommer til tandlæge, og
får ordnet eller fjernet de værste tænder. Børnene har rigtig mange lus, og
kæmmes derfor næsten dagligt, af enten os eller hinanden.

Vi vil i forbindelse med ovennævnte hygiejniske
aspekter hvor der er tid til en-til-en tid med børnene, have fokus på omsorg i
forbindelse med disse rutiner, således at det bliver noget positivt og
hyggeligt, og selvfølgelig grundet børnenes behov for voksenkontakt og omsorg.

Læs mere

Institutionsbeskrivelse

Parian er et midlertidigt anbringelsessted for gadebørn i Cebu, placeret i et fattigt område der hedder Colon. Institutionen er for piger i alderen 4-17 år og drenge fra 4-13 år. Lige nu er der 22 børn som bor der, men dette kan nemt ændre sig, da det også er et drop-in center, hvor gadebørn kan komme ind både frivilligt, anbragt eller efterladt af familie, eskorteret
af politiet, eller lignende. Meningen er at de skal sendes videre inden for 6 måneder, til enten et permanent børnehjem, hjem til deres familie eller adopteres. Men da der i en del tilfælde er mangel på oplysninger om børnene, bliver processen og dermed opholdet til tider en del længere.


Børnene har meget forskellige årsager til at være på Parian. En stor del af dem, kommer fra familier der ikke har kunnet tage sig af deres børn, ofte grundet fattigdom og stoffer. En del af børnene har været udsat for overgreb, herunder af fysisk, psykisk eller seksuel karakter.

Vi er 7 praktikanter fra Danmark, som arbejder i to hold på henholdsvis 3 og 4 personer. Vi studerende har stor indflydelse på hvorledes dagligdagen skal se ud, både i forhold til arbejdstider og hvad vi ønsker at lave med børnene. I de
første par uger har vi derfor haft fokus på at finde ud af, hvordan vi mest hensigtsmæssigt skulle ligge arbejdstiderne, for at vi og børnene får mest muligt ud af vores tilstedeværelse. Vi har nu delt vagterne op således at det ene hold møder kl. 7.30-12.30 og det andet fra 13-18.30. Desuden møder det ene hold tidligt i lige uger, mens det andet møder sent, og omvendt i ulige uger.

Af fastansatte har Parian to mænd og en kvinde, som er børnenes houseparents og bor der, samt står for en stor del af det praktiske med børnene og stedet. Dette er dog også noget børnene hjælper meget til med. De store børn har nogle pligter, herunder tøjvask opvask, hjælp til madlavning m.v., som de skiftevis står for.

Desuden er der nogle vagter på stedet og en chauffør tilknyttet.

En gang imellem kommer der studerende fra Cebu, som er der i en midlertidig periode. Dem som vi har mødt ind til nu, har primært været observerende, og generelt ikke særlig deltagende i forhold til at indgå i børnenes lege eller lignende.

16 af børnene går i skole eller børnehave, mens de 6 af børnene er hjemme, grundet mangel på oplysninger på dem, eller af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er rigtig mange helligdage hvor ingen af børnene skal i skole eller børnehave, og disse udnyttes derfor til at tage dem med på ture. Turene står vi selv for at planlægge, samt betale, og stedets ledelse giver os meget frie rammer til dette, så længe vi oplyser dem, og desuden betaler for de ansatte, der eventuelt ønsker at komme med.

I de første 3 uge har der været en socialrådgiver på stedet, som nu har sagt op, og der arbejdes derfor nu på at finde en ny. I kraft af stedets funktion som midlertidigt anbringelsessted, er socialrådgiverens rolle meget essentiel, og manglen deraf betyder derfor at børnenes sager står stille, så længe vi er foruden.

Institutionens fysiske rammer:

Institutionen har et fællesrum, et pigeværelse og et drengeværelse, samt et badeværelse til hver af disse. Desuden er der et nyligt istandsat køkken, samt et lille legerum, som dog er aflåst og derfor kun benyttes når vi er der, og får lov til at låne det. Vi studerende har et stort skab, i hvilket vi har forskelligt legetøj, såsom Lego, bolde, tegne/klippe-klistrer ting, m.v. Herudover er der en forholdsvis stor "parkeringsplads" foran bygningen, som vi blandt andet bruger til forskellige boldspil.

Den historiske baggrund:
I 1986 gik en afdeling af UNICEF og NPSC (National Project On Street Children) sammen for at lave en analyse af hvor slemt det stod til med gadebørn i Cebu City og derefter besluttet de at oprette en organisation som hedder Cebu city
Task force on streetchildren. Organisationen tager sig primært af projekter for overlevelse af gadebørn i Cebu city.  Parian drop-in center blev grundlagt under denne organisation i 1991.


Læs mere

Inden afrejse

Som første formelle krav til denne blog, skal jeg beskrive de overvejelser jeg har gjort mig inden afrejse, i forhold forhåbninger, udfordringer m.v. i praktikken.  

Jeg skal være på at projekt der hedder Parian drop-in center, hvilket beskrives som et midlertidigt børnehjem.

Der er en dag til afrejse, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Cebu og starte på Parian, samt til møde
de andre studerende, osv.. Jeg har selvfølgelig en forhåbning om at få en kæmpe oplevelse og desuden lære en masse, samt udvikle mig både fagligt og personligt. Det bliver rigtig spændende og ikke mindst udfordrende at skulle integrere sig et så anderledes sted.

I forhold til kultur og pædagogik vil der formentlig være stor forskel fra Danmark til Fillipinerne, og jeg forestiller mig at det eksempelvis vil være udfordrende at skulle håndtere et eventuelt anderledes syn på børn og opdragelse af dem. Samtidig forventer jeg at dette er noget, jeg både fagligt og personligt, kan lære rigtig meget af.



Læs mere

First blog

Our new blog has been launched today. Stay focused on it and we will try to keep you informed. You can read new posts on this blog via the RSS feed.

Læs mere