3 uger til hjemrejse. Reflektioner om arbejde, læring, udvikling m.v.

Mit pædagogiske arbejde på Parian
har givetvis båret præg af min danske baggrund, hvilket også har medført mindre
udfordringer/dilemmaer i det daglige. Et eksempel herpå, er at der her på Filippinerne
er fokus på at man skal have og udvise respekt for de ældre. En direkte måde at
gøre dette på, er ved at tage hånden på den man vil fortælle at man respektere
og ser op til, og føre den til ens pande. Da jeg kommer med en dansk mentalitet
om at alle, uanset alder, er lige, har jeg når jeg har oplevet børn gøre dette
ved mig, haft det lidt mærkeligt med det. I starten var det lidt et dilemma for
mig, hvordan jeg skulle tackle dette. Da jeg ønskede at fortælle børnene jeg
ligeledes respekterer dem, valgte jeg at forsøge at forklare dem dette, og hvis
det ikke lykkedes, evt. pga. sprogbarriere, tog jeg deres hånd til min pande,
for at vise at respekten går begge veje.

Der er nu kun 3 uger til
jeg skal tage afsked med livet i Cebu, samt alle de skønne børn og voksne jeg
har mødt og lært af kende.

Jeg synes selv at jeg har lært og
udviklet mig meget, gennem det sidste halve år. Mit arbejde på Parian har lært
mig om hvordan livet som svært socialt belastet barn, i en storby som Cebu, kan
være, samt hvordan udfordringer forbundet hermed, påvirker og håndteres af
børnene selv. Desuden har min praktik på Parian udviklet mig i min tilgang og
mit pædagogiske arbejde med denne gruppe, f.eks. i forbindelse med at centeret
modtog et nyt barn. Hvert nyt barn ankommer i forskellig tilstand, samt
håndterer det forskelligt. Nogle tager det ganske roligt og falder nemt og
hurtigt ind, mens andre er meget oprevet, bange eller lignende, når de bliver
afleveret på centeret. Alle børnene har brug for noget forskelligt, og dette
har for mig været noget af det mest interessante og udfordrende at arbejde med.

Havde jeg været i praktik i en dansk institution, ville jeg naturligvis også
skulle have arbejdet med min tilgang til de mange forskellige børn og deres
forskellige behov. Dog føler jeg at jeg grundet den alvor og intensitet der er
forbundet med arbejdet her, at dette har udviklet og modnet mig i en anden grad
end hvad jeg ville have lært i en dansk institution.

Det er dog ikke udelukkende fra mit praktikarbejde, at jeg føler at jeg har
udviklet mig, personligt og pædagogisk. Livet udenfor praktikken har ligeledes
haft rigtig stor betydning. Jeg har været så privilegeret at komme ind på nogle
gadebørn gennem andre veje end min praktik. Denne gruppe børn har været igennem
en masse forfærdelige ting ift. deres familier, livet på gaden, et korrupt
politi osv., hvilket de har været åbne omkring og givet mig et indblik i.
Desuden har vi haft en fantastisk filippinsk kvinde og hendes lille datter,
boende i det hus jeg bor i. Det har ligeledes været en indsigtsgivende kilde
til at lære om kulturen, samt at hun er et godt eksempel på hvordan jeg vil
kendetegne mange filippinere, nemlig glad, gæstfri, åben og samtidig lidt
genert.