Kultur og børnesyn

Kultur:

Via en overordnet kulturbeskrivelse,
vil jeg forsøge at skabe et overblik over forskelle fra dansk og filippinsk
kultur, og desuden, gennem en komplekskulturbeskrivelse, komme ind på hvorledes
individet påvirkes af praksiskulturen, herunder en beskrivelse af formelle og
uformelle regler på Parian.  

Vi studerende har haft
meget fokus på tandbørstning, og bestræber at det gøres 3 gange dagligt,
hvilket vil sige efter hvert måltid.

De store børn har nogle
pligter som uddelegeres af husforældrene. Disse består blandt andet af
rengøring, tøjvask, opvask, gå med ud og handle og hjælp til madlavning.

Desuden er der en
fremtræden, og som oftest velfungerende institutionskultur, der omhandler de
store børns rolle overfor de mindre. Det er i høj grad de større børn der står
for opdragelse, irettesættelse og i det hele taget, pasning af de yngre, (i
særlig grad, når vi studerende ikke er på stedet).

Majoriteten af den filippinske
befolkning består af katolikker, og religion spiller for mange filippinere en
stor rolle, samt praktiseres i det daglige. Kirkens position og rolle i landet
ses eksempelvis på de mange flotte kirker, religiøse symboler i gadebilledet,
samt at folk ofte slår korsets tegn inden de bevæger sig ud i byens kaotiske
trafik. På Parian er religion ikke noget der som sådan fylder i dagligdagen. Institutionen
har et alterrum, som dog kun benyttes meget sjældent. Derudover kommer religion
til udtryk i kraft af, at der bedes bordbøn og at der er nogle retningslinjer i
forhold til de ansattes og studerendes påklædning (knæ og skuldre skal
tildækkes). Parian tager imod børn fra alle religioner, og har på nuværende tidspunkt
både kristne og muslimer boende. Selvom muslimerne på stedet udgør en klar minoritet,
synes denne forskel ikke at spille en rolle blandt hverken børn eller
personale.

Nogle af børnenes
forældre har mulighed for at komme på besøg på Parian, og en gang imellem kommer
et barn på hjemmebesøg, ledsaget af Parians socialrådgiver. Om dette kan lade
sig gøre, afhænger dog selvfølgelig af baggrunden for barnets placering på
Parian.

Som tidligere beskrevet,
har Parian ofte besøgende. Disse kan eksempelvis være privatfamilier, som
vælger at holde fødselsdag for et familiemedlem, på Parian, eller private
donorer. Som oftest foregår dette således at børnene synger en sang, og evt.
danser en dans for dem. Herefter uddeler de besøgende ofte mad eller slik, alt
imens de tager en masse billeder. De besøgende kan også bestå af studerende fra
forskellige skoler, som eksempelvis underholder med nogle lege og aktiviteter.

Der komme rigtig ofte nye
børn til Parian, og selvom nogle af børnene er gode til at tage imod dem, er
der dog samtidig en vis skepsis fra flertallet, og det kan derfor være svært
for de nye børn, at blive inkluderet. Når først de er blevet set an, og har
fundet deres plads i hierarkiet, plejer de dog ofte, tilsyneladende, at falde
godt til. Da mange af børnene på Parian kommer fra familier hvor de har været
vant til visse regler og rutiner, skiller børnene som har boet på gaden over en
længere periode, sig ud. De børn der kommer direkte fra gaden, kan have svært
ved at indordne sig institutionskulturen. De agere anderledes og ser ofte lidt
anderledes ud, hvilket primært er grundet hygiejnemæssige aspekter. En stor del
af dem er ikke er vant til at gå i bad, tisse på toiletter, børste tænder osv.,
hvilket kan få de andre til at være yderligere afstandstagende.

Mange af disse børn
vælger at stikke af fra Parian inden for et par dage, hvilket, som beskrevet
ovenfor, skyldes at de har svært ved at indordne sig institutionskulturen, og
at resten af børnene ofte tager lidt afstand til dem, og i nogle tilfælde
driller dem, grundet deres anderledeshed.

Parian har i mange år
modtaget studerende fra Danmark. I et halvt år er vi en del af hverdagen på
stedet, samt skaber relationer til børnene. Den gruppe af studerende jeg er en
del af, har brugt en del tid på at reflektere over vores rolle der, vores
forventninger til hvad vi kan gøre for børnene, og desuden haft mange samtaler
om, hvordan det kommer til at påvirke børnene, når vi skal forlade dem på et
tidspunkt. Vi har især snakket om, hvor meget man kan "tillade sig" at knytte
sig, samt lade et barn knytte sig til en, når man ved hvor meget denne
tilknytning kan betyde, samt at det for barnet formentlig kan føles som et
svigt, når denne må ophøre efter en periode.  

Menneskesyn:

En beskrivelse af et
overordnet menneskesyn/ syn på børnene på Parian, er vanskelig at opstille,
idet personalet på institutionen tilsyneladende er meget forskellige og har
vidt forskellige tilgange til børnene. Det er mit indtryk, at socialrådgiveren
på stedet, har en tilgang og et syn på børnene, som i langt højere grad end det
resterende personale på gulvet, minder om os danske studerendes.

En overordnet forskel fra
menneske/- børnesynet på en dansk institution til et filippinsk, er at vi som
pædagoger i Danmark, har meget fokus på individet, hvor det på Parian i særlig
grad er fællesskabet der er i fokus. De voksne på institutionen hjælper med
mere fysiske aspekter af det pædagogiske arbejde, og til sammenligning med en
dansk pædagogisk praksis, blander de sig kun meget lidt i sociale og individuelle
aspekter hos børnene. De har tilsyneladende en forventning om at børnene
internt skal få fællesskabet til at fungere, samt at fællesskabet har et ansvar
for individet deri.

Et eksempel på hvordan
dette kommer til udtryk på en institution som Parian, kan ses på børneflokkens
fungerende praksis i forhold til rammer for gruppen og fællesskabet. Dette bærer
præg af et fællesskab og bånd blandt børnene, og samtidig et hierarki som
påviser hvem der bestemmer hvad, hvem der står for hvad, og herved hvordan
fællesskabet skal fungere.

Jeg tror at dette er en
af årsagerne til, at børnene på Parian synes at være langt mere selvstændige og
bedre til at løse konflikter internt og uden voksenhjælp, end børn i en dansk
institution.

En negativ side herved er,
at det fra mit perspektiv, ser ud til at problemerne ikke bearbejdes
tilstrækkeligt, og en konsekvens heraf, er at mange har svært ved at åbne sig
og snakke om deres problemer.